Paul Smith giver i bogen sit bud på Palme-morderens identitet. Det sker i næsten romanform, hvor han med afsæt i sine uddannelser som cand.mag. i historie/filosofi og journalist lader to hovedpersoner deducere sig frem til en løsning. Den fyrede kriminalbetjent, Åkeson, fra opklaringsgruppen, møder på et filosofikursus den chilenske flygtning Helena Maria, og med tiden opstår der både sød musik og et tæt samarbejde om et bud på løsning af gåden. Hvert kapitel rummer dele af teorier fra filosoffer gennem tiden, og dem bruger de to til at analysere mordet og aktørerne. Hoveddelen af bogen viser den grundige research, der ligger bag bogen. Der bringes lange og mange citater fra artikler, udsendelser, bøger, rapporter, afhøringer m.v., og de stilles op mod hinanden, indtil et billede viser sig. Det giver en meget spændende og interessant bog med en relevant og sandsynlig teori, jeg ikke har hørt før, men som roman fungerer bogen ikke optimalt. Dertil er de skønlitterære virkemidler for få til at binde det omfattende dokumentariske materiale sammen til et litterært værk. Håndteringen af det store materiale beskrives også i efterskriften og kildelisten. Som den seneste bog om emnet Blodspor i sneen er også Smiths bog spændende læsning for alle voksne samfunds- og politisk interesserede læsere også krimilæsere. En aktuel bog, der også afviser de nyeste teorier.