Ord

Broby-Johansens digtsamling Blod fra 1922 har for eftertiden fået status som det mest rendyrkede eksempel på dansk ekspressionisme. At han startede et helt andet sted, nemlig i 1890'ernes skønhedsdyrkende og dekadente symbolisme, fremgår overraskende af dette hidtil uudgivne manuskript, dateret 1919-21, som udgiveren Olav Harsløf har fundet blandt forfatterens efterladte papirer. Der er utvivlsomt tale om et selvportræt i disse stemnings-dyrkende og sprogligt højspændte prosalyriske fragmenter "fødte af mørket/ af dagens tindrende længsel/ og nætternes savn" som det programmatisk hedder i indledningen. Den unge mandlige hovedperson bevæger sig på sine natlige vandringer rundt på de regntunge villaveje, der spejler hans længsel og tabet af den elskede, hvis ophøjede fjernhed og æteriske renhed drages ned i smudset af den dæmoniske og sanselige Lili. Digtets skønhedsdyrkelse og evighedslængsel er hentet lige ud af den unge Johannes Jørgensen og Viggo Stuckenberg, men samtidig er der i den lidenskabelige patos og afvisning af enhver form for metafysik meget der peger frem mod radikaliteten i Blod. Udgivelsen har dog mest (litteratur)historisk interesse i dag. Nok er der tale om 1890'er dekadence med 25 års forsinkelse og en stileøvelse fra B-J's hånd, men samtidig et interessant "missing link" mellem symbolisme og ekspressionisme.

Læs hele vurderingen