Bøger / skønlitteratur til børn / remser

Ordleg


Beskrivelse


Billedbog til den første læsetræning med gammelkendte børnerim, rebusser, labyrinter, billeddomino og forskellige remsefortællinger, hvor ordene delvis er suppleret med billeder, så børnene selv kan "læse" historierne.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 1. mar. 2000

af

af

Kristian Nielsen (skole)

d. 1. mar. 2000

Titlen på denne billedbog dækker meget godt indholdet, der består af en række eksempler på, hvordan læseren kan lege med billeder og ord/bogstaver. Der indledes med rim og remser, så følger bl.a. billedordsrim, ordlabyrint, ordmemory, orddomino, m.fl. Der er en god variation i ordlegene, som er illustreret med farvetegninger, der nøje er afstemt teksten. På flere af opslagene er det muligt i illustrationerne at fortsætte ordlegen med flere end de anviste ord. Den lægger helt klart op til børn, der skal i gang med at lære at læse og med varierende sværhedsgrad i opgaverne giver den mulighed for mange timers sjov og lærerig leg. Kun et enkelt opslag virker lidt for svær for målgruppen. Opgaven går ud på at danne så mange nye ord som muligt af ordet "Dukkehusmøbler". Der er anvist – med ord og tegninger – et antal ord, som kan dannes, men alligevel forekommer opgaven lidt malplaceret i en ellers veltilrettelagt og velgennemtænkt bog til målgruppen, der er indskolingsbørn. Den er meget velegnet som supplement til undervisningsmaterialerne i læseundervisningen i indskolingen og vil også kunne anvendes til "selvstudium" med udbytte i samme målgruppe.


Bibliotekernes vurdering

d. 1. mar. 2000

af

af

Susanne Thøfner

d. 1. mar. 2000

Denne bog er beregnet på sproglig leg og den allerførste læsning. Her er bl.a. gammelkendte børnerim, rebusser, labyrinter, billeddomino og forskellige rim og remsefortællinger, hvor ordene delvis er suppleret med billeder, så børnene selv hurtigt kan "læse" historierne. Bogen, der fremtræder i samme udstyr som Bogstavleg (senest 1998) og Talleg (1998), virker pæn og tiltalende med sine glade farver og enkle, tydelige illustrationer. Indholdet virker fornuftigt sammensat, og bogens indholdsfortegnelse er uddybet med korte instrukser om de forskellige fremgangsmåder, så bogen er let at gå til for de forældre, der gerne vil lege med sprog og bogstaver sammen med deres børn. Genren er meget efterspurgt, og denne bog vil bestemt blive populær. Til den første læse- og alfabettræning samt almindelig hygge med børn fra ca. 5 år.