Forf. med den store mediebevågenhed, Synnøve Søe, har skrevet en roman om incest. Den fylder kun 77 sider, men er rystende læsning om en unavngiven piges forkrøblede opvækst. Hendesveluddannede far (børn er hans speciale) misbruger hende seksuelt fra hun er ganske spæd. Det udarter sig med årene, og selv om pigen udviser symptomer, både fysiske og psykiske, der skulle væretydelige nok, er der ingen som griber ind. Forholdet til faren er ambivalent, men rigtig tryg føler hun sig kun uden for hans rækkevidde, i ferierne hos morforældrene. Forældrene bliver skilt, ogpigen trives hverken hos den distancerede mor eller hos faren og hans nye dumme kone. Faren afbryder kontakten til pigen, og i sine senere forhold til mænd angler hun desperat efter (farens)kærlighed og opmærksomhed. De må ikke forlade hende, de skal elske hende, men til andet end engangsknald bliver det ikke. Gensidige kærlige forhold formår hun ikke at etablere. Kronologien erspringende, men det er en let læst bog,hvis knappe stil (iblandet digte) blot forstærker indtrykket af det pres, pigen lever under. Det er ikke den største litteratur, men dens brugsværdisammenholdt med nyfigenheden omkring Synnøve Søes person sikrer den efterspørgsel på linie med Fars (1989) og No Credit (1990).
