Bøger / skønlitteratur til børn / humor

Oskar ordner alt


Beskrivelse


Billedbog om bæveren Oskar. Han åbner et reparationsværksted: "Vi ordner alt". Oskar reparerer bl.a. hr. Bæverdals cykel, men tingene bliver helt anderledes end han havde tænkt sig. Heldigvis er kunderne glade for forandringerne.

Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 9. sep. 1999

af

af

Susanna Christensen

d. 9. sep. 1999

Endnu en billedbog om bæveren Viggo. Denne gang handler den dog mest om bævervennen Oskar. Lars Klinting har fortalt historier om Viggo siden 1995. Viggo har bagt, dyrket bønner, malet, syet og hamret løs. Dette er den sjette bog om Viggo. I denne låner Oskar Viggos værksted nogle dage, laver det til et reparationsværksted og skriver "vi ordner alt" på et stort skilt. Hr. Bæverdal kommer snart med en totalskadet cykel og Oskar "ordner" den straks! Han samler den ganske vist helt utraditionelt og er ikke selv tilfreds (den bliver en-hjulet), men han gør det gratis, og pointen er at cyklen godt kan bruges alligevel. Oskar tilføjer straks et – undtagen cykler på sit "vi ordner alt"-skilt, og på samme måde går det med Frøken Kvists badekåbe, der bliver til et halstørklæde og tre andre ting der bliver alternativt "ordnet". Oskars undtagen-liste bliver længere og længere, for han er ikke selv tilfreds, men kunderne er glade for de forandrede ting de får. Til sidst da der ikke kommer flere kunder finder Oskar og Viggo på at ombygge reservedelskassen fra værkstedet til en dejlig sejlbåd som de tager afsted på floden med. Målgruppen er 2-3-årige børn. Tekst og billeder er ganske enkle og følges fint ad. Historien er skrevet med underfundighed og humor, og det er slet ikke så ringe endda.


Bibliotekernes vurdering

d. 9. sep. 1999

af

af

Knud Stadelund (skole)

d. 9. sep. 1999

Hermed foreligger endnu en billedbog om den aktive bæver, Viggo. I denne skal han dog på ferie og overlader sit værksted til sin ven Oskar. Da denne keder sig åbner han straks et reparationsværksted. Kunderne strømmer til, og Oskar skal bl.a. reparere en cykel, sy en badekåbe om, ordne et strygebræt og reparere et nedløbsrør. Karakteristisk er det, at Oskar ikke magter at ordne tingene, men skaber nye i stedet for. Til kundernes fulde tilfredsstillelse. Viggo har imidlertid været der hele tiden, og da Oskar en dag ingen kunder har, komponerer Oskar en båd af de tiloversblevne dele, som de to tager på sejltur i. Det er en hyggelig og velafbalanceret fortælling, der fokuserer på kreativitet og snilde. Bogen har et nydeligt layout, hvor teksten kan selvlæses fra 3.-4. kl. De enkle, udtryksfulde, akvarelagtige illustrationer er holdt i afdæmpede farver og indeholder morsomme detaljer. Billedbogen kan anvendes til oplæsning og samtale i folkeskolens yngste klasser. Forsiden, der viser Oskar og Viggo med en masse ting og sager, anslår indholdet udmærket.