Peter Dürrfeld leverer atter engang en lidt usædvanlig, men velskrevet spændingsroman. Personerne og især hovedpersonen er tegnet godt op, plottet fint og handlingen udspiller sig i et sandsynligt, velkendt miljø. Den pensionerede overlærer, Holger Gram, der er en hugaf af den gamle skole, har sat sig for at bruge sit otium til at "straffe" nogle af de typer, der efter hans egen mening er ved at ødelægge alt hvad der er sundt og godt i samfundet. En øllet voldsmand fra nabolaget og en tidligere kollega med lidt for spidse albuer bliver hans første ofre. Romanen falder i to dele. I første halvdel er det Holger Gram selv, der omhyggeligt redegør for sine hensigter og forberedelser, og i anden halvdel fortæller en politimand fra rejseholdet om, hvordan jagten forløber. Bogen er spændende hele vejen igennem, men flere steder bl.a. helt i slutningen springer Dürrfeld over hvor gærdet er lavest, og den åbne slutning virker ikke rigtig i forhold til handlingen. Den giver blot bogen et lidt ufærdigt præg.