Foruden at være filmatiseret er Otto er et næsehorn nu også blevet dramatiseret. Stykket kan spilles af ca. 20 pers., men har jo kun to absolut store roller: Topper og Viggo. Til gengæld erder så mange småroller for de mest generte. Replikkerne falder mundret, og der er kun få regibemærkninger. Henrik Bak skriver i et efterord, at det er med vilje, han har givet så få anvisninger -fantasien hos de implicerede skal bruges. Og det bliver også nødvendigt, med mindre man råder over en rigtig scene - helst en drejescene! Manuskriptets bagside anfører, at stykket kan opføres afelever fra 5. kl. og opefter. Jeg vi] mene, at 8. kl. vil være et godt klassetrin, hvis projektet ikke skal blive alt for lærerstyret. Der kræves megen teknisk snilde for at få illusionen til atfungere - men det er en ideel skolekomedie at lade de ældste udføre og de små se på. Evt. klassesæt, fællessamling - men ikke nødvendig i basissamling, der står Ole Lund Kirkegårds bog jo.