Otto er et næsehorn

En af Lund Kirkegaards raske drenge, Topper, finder en dag en blyant, der gør alt den tegner levende, og Topper tegner et gult næsehorn. Det afstedkommer en del morsomt besvær, inden det sendes ud til Fitti-huleøerne, og Topper er parat til at tegne det næste dyr, en rød elefant. Denne lille fortælling - 110 sider - er skrevet i forfatterens sædvanlige fornøjelige stil og illustreret med hans festlige tegninger.

Læs hele vurderingen

De første OLK-bøger kunne få latteren frem helt op i 6.-7. klasse, og deres spænding og alvor var også for de små i 1. kl. Den eventyragtige Hodja havde mindre spændvidde på den måde, og dette må nok også spås om Otto e.e.n. Ingredienserne er kendt fra andre bøger, men det er OLKs originale måde at sætte dem sammen på, der gør, at man morer sig og overgiver sig til alt det barokke og groteske. Hovedtemaet er, at den friske fyr Topper finder en trylleblyant, tegner på væggen et næsehorn, der derefter træder ud i stuen og er levende og sulten. De voksne tvivler, men overbevises af de tunge kendsgerninger. Sikker »oplæsning« i 2. og 3. kl. Selvlæsning fra 3. kl.

Læs hele vurderingen

Efter 32 år som kendt og elsket højtlæsningsroman skal historien om næsehornet Otto, der træder levende ud af Toppers tegning på væggen, have en lektørudtalelse i anledning af at den er kommet i en ny udgave med farvelagte illustrationer. Når man læser romanen, mærkes alderen bestemt ikke. På nogle punkter er det tydeligt at den foregår for en del år siden, men den kunne ligeså godt være skrevet for nylig. Det er en underholdende og fantasifuld historie der stadig vil fryde både børn fra 5-6 år og oplæseren. Den er fyldt med sjove episoder og farverige personer, og provinshavnemiljøet omkring dem er fint ramt uden at være detaljeret. Teksten, der er præget af en hel del dialog, har en dejlig lun tone og en afdæmpet humor. Bogen har fået nyt og mere lækkert layout. Siderne er nu af glittet papir, og frem for alt har Maya Bang Kirkegaard farvelagt de sjove og karakteristiske illustrationer med pæne, douce farver. (Det undrer mig bare at brandbilen er blå.) Forsidetegningen er ændret til den illustration hvor Topper tegner næsehornet og rammer derved det mest centrale i romanen. En tilsvarende udgave af romanen findes i Alle de andre rødder bd. 2. fra 2001.

Læs hele vurderingen