Otto og den søde hund
Rune Fleischer
Otto har fået en pakke af sin søde mor - en rock-guitar. Det lyder ikke særlig godt, når Otto spiller, men højt. Og det kan også bruges til noget. Noget ret overraskende endda.
Beskrivelse
Anmeldelser (1)
Bibliotekernes vurdering
d. 14. feb. 2011
af
af
Jesper Holtoug
d. 14. feb. 2011
De små, farvestrålende Otto-bøger hører til de allermest populære letlæsningsbøger. Den lille frække mand med alpehuen og den store næse vil også i disse to historier henrykke begynderlæserne i 5-8 års alderen med sine skøre og fantasifulde påhit. Der er overhovedet ikke behov for anden formidling end en omgang forsidevisning.
De to Otto-bøger ligner sig selv fra tidligere - 10 siders fjollerier i stærke farver og med et par indlagte overraskelser, der som sædvanlig består i, at man sjældent kan gætte, hvor skrupskørt Otto opfører sig. I Otto får en guitar, som klart er den bedste af de to, får den lille, barnlige mand en længe ønsket el-guitar af sin mor. Otto elsker rock, men han er ikke særlig ferm til andet end at spille højt. Dette viser sig nu også at kunne bruges til noget fornuftigt. I Otto og den søde hund tager den lille hovedperson livtag med en led dyremishandler, og han demonstrerer, hvad mors lidt tunge kager kan bruges til. De meget karakteristiske billeder opfylder som sædvanligt funktionen som medfortæller og humørsætter. Meget enkelt og ret sjovt.
Tante Fjas-bøgerne og Tom Tex-bøgerne er andre eksempler på sjove og fjollede letlæsningshistorier - men Otto er nu i særklasse.
Endnu et par omgange med den sjove, skøre og temmelig alternative Otto, hvoraf især den med guitaren er skæg. Ren spas for begynderlæserne.
