Out there

"Der er mange overraskelser på pladen. En af de helt store er, at Nordsø vælger at bruge den amerikanske jazztrommeslager Alvin Queen. Han kan godt smide en rockrytme når der er brug for det. Det lyder dog stadig som en jazztrommeslager. Det er et modigt valg, der er med til at løfte pladen. I stedet for at have valgt det omvendte, så får Nordsø i stedet bevaret jazzviben - noget meget få rocktrommeslagere er i stand til.Det samme kan siges om Anders AC Christensen på bassen, han er jazz helt ind til benet, selv når han flirter med rocken. Det er en umanerligt vellykket plade - hvilket ikke skal tolkes i retning af, at den er specielt sammenhængende. Det er den nemlig ikke. Pladen er heldigvis strittende spækket med sjæl og stemning på hvert eneste nummer. Lige fra den lækre natradio-ballade Floating Squaw til rocksagen Rock Train".

Læs anmeldelse

"Der er mange overraskelser på pladen. En af de helt store er, at Nordsø vælger at bruge den amerikanske jazztrommeslager Alvin Queen. Han kan godt smide en rockrytme når der er brug for det. Det lyder dog stadig som en jazztrommeslager. Det er et modigt valg, der er med til at løfte pladen. I stedet for at have valgt det omvendte, så får Nordsø i stedet bevaret jazzviben ... Det er en umanerligt vellykket plade - hvilket ikke skal tolkes i retning af, at den er specielt sammenhængende. Det er den nemlig ikke. Pladen er heldigvis strittende spækket med sjæl og stemning på hvert eneste nummer. Lige fra den lækre natradio-ballade Floating Squaw til rocksagen Rock Train".

Læs anmeldelse

"Fenrisulven slippes løs i en ildsprudlende hyldest til to kæmpesøjler i jazz-rockens spæde begyndelse fra slutningen af 1960erne og ind i de tidlige 70ere. Hvor ville den elektriske jazz have bevæget sig hen, hvis det ikke havde været for John Coltranes ikoniske og spirituelle udgivelser (...) og Jimi Hendrix' indtog på rockscenen? Og hvor ville indflydelsesrige guitar-ikoner som John McLaughlin, Larry Coryell og Carlos Santana have været i dag, hvis det ikke netop var for disse to uudtømmelige kilder? Det er spørgsmål, der melder sig under lytningen til et både vigtigt og modigt album, hvor guitarlegenden Mikkel Nordsø søger mod sine rødder. Det er jazz-rock i ordets reneste, bedste og stærkeste betydning med store historiske linjer tilbage, men det er også en status over det stof, Mikkel Nordsø er gjort af ... Det ville være nemt at sparke et hyldestprojekt som dette til hjørne som museumsmusik, for med musik, der kunne være lavet netop i den tidlige jazz-rocks heyday, er det svært at tilbagevise, at vi ikke har hørt det før. Men (...) det er faktisk lykkedes Mikkel Nordsø at begå et ærligt og smukt album med masser af glød og nerve til ære for en epoke i jazzen, der har mere end 50 år på bagen".

"Fenrisulven slippes løs i en ildsprudlende hyldest til to kæmpesøjler i jazz-rockens spæde begyndelse fra slutningen af 1960erne og ind i de tidlige 70ere. Hvor ville den elektriske jazz have bevæget sig hen, hvis det ikke havde været for John Coltranes ikoniske og spirituelle udgivelser (...) og Jimi Hendrix' indtog på rockscenen? Og hvor ville indflydelsesrige guitar-ikoner som John McLaughlin, Larry Coryell og Carlos Santana have været i dag, hvis det ikke netop var for disse to uudtømmelige kilder? Det er spørgsmål, der melder sig under lytningen til et både vigtigt og modigt album, hvor guitarlegenden Mikkel Nordsø søger mod sine rødder. Det er jazz-rock i ordets reneste, bedste og stærkeste betydning med store historiske linjer tilbage, men det er også en status over det stof, Mikkel Nordsø er gjort af ... Det ville være nemt at sparke et hyldestprojekt som dette til hjørne som museumsmusik, for med musik, der kunne være lavet netop i den tidlige jazz-rocks heyday, er det svært at tilbagevise, at vi ikke har hørt det før. Men (...) det er faktisk lykkedes Mikkel Nordsø at begå et ærligt og smukt album med masser af glød og nerve til ære for en epoke i jazzen, der har mere end 50 år på bagen".