En billedbog for børn på 4-7 år, der eventuelt selv har oplevet dødsfald i den nære familie, men også velegnet som et godt redskab til dialog om døden, savn og sorg i almindelighed. Forside og titel rammer flot fortællingens melankolske stemning.
Døden, afsked og sorg er emner der tages op i denne billedbog. Da haren fortæller, at den skal rejse over den store flod, tilbyder vaskebjørnen at rejse med. Men over den store flod må man rejse alene. Vaskebjørnen tager afsked med sin ven, og føler sig trist og ensom. Den græder når den tænker på haren, men finder dog trøst i selskab med sine andre venner elefanten, anden og musen. Sammen mindes dyrene deres døde ven med musik, og på den måde er sorgen lettere at bære. En melankolsk fabel i et sælsomt visuelt univers med mange symboler. Opslagene hvor man kigger ud over den store flod er meget stærke. Fortællingens åbne slutning lægger op til en efterfølgende voksen-barn dialog, hvor pointen at sørge sammen og huske sammen er konstruktiv sorgbearbejdelse.
En anden fabel om døden og det at tage afsked kunne være Hvorfor græder du, Lille Bjørn? - en bog om at tage afsked, men der findes adskillige billedbøger om emnet.
Melankolsk fabel om døden, savn og sorg. Sælsomme illustrationer. Åben slutning. Velegnet til voksen-barn dialog.