Forfatteren er dels tidligere inspektør i børneforsorgen dels forstander på et skolehjem, så han kender indgående den verden, som hundredevis af børn har måttet tage til takke med som erstatning for et hjem. Sidste år udgav han en selvbiografisk bog om emnet En inspektør banker på (05/41). I den nye bog sætter han fokus på tresserne, og han reflekterer over, hvad der kunne skabe de forfærdelige vilkår, som børnene led under. Efter at have sat en ramme for totalinstitutionens karakteristika, og hvad den gør ved mennesker, giver han sine personlige bud på årsager og motiver. Hvad skabte disse forhold, og hvilke strategier for overlevelse anvendte dels de voksne ansatte, dels børnene? Bogen afsluttes med lidt spredte citater og personlige oplevelser fra kendte pædagoger og psykiatere. Bogen er præget af indignation og vrede og har potentialet til at være medrivende og til at berøre. Men jeg synes, at den virker ustruktureret og er præget af et dårligt sprog og en så mangelfuld og forkert tegnsætning, at den er vanskelig at læse. Den er fyldt med citater fra forfatterens samtaler med tidligere anbragte. Stoffet er der, men en redigering mangler. Der er mange personlige beretninger om det at være børnehjemsbarn, der er langt mere vellykkede end denne, fx Naabye: Børnehjemsbørn (04/01).