For læsere med interesse for modernistisk, sprogeksperimenterende litteratur.
Selv om bogen var den franske forfatters debut i 1982 bygger den på de erfaringer og oplevelser Kaplan gjorde i perioden 1968-71, hvor hun som mange andre af tidens unge intellektuelle tog arbejde på forskellige fabrikker. De lyriske prosatekster er dog langt fra at være arbejdsplads- eller arbejderlitteratur, som man kender det fra perioden, men et litterært forsøg på sprogligt at skabe et udtryk for den grundlæggende erfaring af fremmedgjorthed og sprogløshed som forfatteren oplevede. Som i Dantes "Inferno" består bogen af ni kredse, som ved hjælp af en fænomenologisk nøgternhed registrerer, hvordan omgivelserne og det mekaniske samlebåndsarbejde invaderer ikke blot bevidstheden og reducerer jeget til et anonymt "man", men også selve sproget. Bogen afrundes med en samtale mellem forfatteren og Andreas Vermehren Holm.
Sammenkoblingen af sprog- og samfundskritik finder man paralleller til hos fx Mette Moestrup, Ursula Andkjær Olsen og Lars Skinnebach.
Bogens tekster er udtryk for en radikal og subtil ideologisk kritik af sproget og den samfundsmæssige og politiske kontekst det indgår i, men det foregår på et meget højt abstraktions- og metaniveau.