Eventyrere, vovehalse og opdagelsesrejsende fra Hannibal, der gik over Alperne, til Neil Armstrong og Buzz Aldrins månelanding. En broget blanding af banditter, oprørere, flygtende fanger og kyniske erobrere, 30 ialt, hvoraf en del altså må betegnes som ufrivillige eventyrere. Hver med en spændende og velskrevet lille beretning fra de mest dramatiske episoder i deres færden suppleret med små faktabokse. Det hele fyndigt illustreret i tilsvarende dramatiske og farverige billeder og små indsatte autentiske billeder, malerier, genstande og kort til yderligere orientering. Her kan man stifte bekendtskab med virkelighedens Robinson Crusoe, Kaptajn Cook, Amundsen og Scott og Den Røde Baron, Manfred von Richthofen. Sporadisk, naturligvis, på de 2 sider inkl. illustrationer. 10 af vovehalsene får dog lov at brede sig over 4 sider. Alligevel er der tale om smagsprøver, der kan minde om tidligere tiders forkætrede Illustrerede klassikere. Der er et stikordsregister samt en uanvendelig billedfortegnelse, som mest er til ære for rettighedshaverne. Bogen vil tiltrække drenge på alle klassetrin til uforpligtende bladren og kiggen, og den kan i et vist omfang bruges i forbindelse med opgaver om de omtalte personer.