Bøger / skønlitteratur / roman

På den forkerte side


Beskrivelse


22-årige Vivi bliver i 1960'ernes København del af det homoseksuelle undergrundsmiljø, hvor hun oplever forelskelse og fællesskab, men også de farlige sider af miljøet.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 28. juli 2011

af

af

Ann Luther Petersen

d. 28. juli 2011

Bogen kan læses af voksne og de ældste unge. Oplagt læsning for dem, der genkender sig selv i bogens tema, men også interessant for alle, der gerne vil vide, hvordan det var at være homoseksuel dengang, hvor det blev betragtet som en sygdom.

Lucy Ludvigsen har været aktiv i Lesbisk Bevægelse og Kvindebevægelsen siden 1970'erne og har nu udgivet sin debutroman bygget på egne erfaringer. Bogen giver et indblik i Københavns homoseksuelle miljø i 1967-68. Hovedpersonen, 22-årige Vivi, er både nysgerrig og frygtsom, da hun bliver del af miljøet, men hun finder hurtigt et godt ståsted med nyt fællesskab og kærester. Hun møder dog også de brutale sider, såsom prostitution, vold og misbrug. Der er mange ulykkelige skæbner i bogen, hvor flere er uden kontakt til deres familie. Bogen er nem at læse, historien er fængende og krydret med diverse sexscener. Der er dog nogle meningsforstyrrende fej. Der står fx "vi", hvor der skulle stå "Vivi" eller "de", og et andet sted forvirrer det, at der står "Vivi", når der menes "Bente" - da det er en scene uden Vivi.

Københavns homoseksuelle undergrundsmiljø i 1960'erne har ikke tidligere været behandlet så indgående i skønlitterær form, så der er ingen oplagte sammenligninger. Bogen kan dog sammenlignes med den selvbiografiske roman Der er andre frugter end appelsiner af Jeanette Winterson fra 1991, som foregår i 1960-70'ernes England.

En fængende historie om kærlighed, ensomhed og mod. Giver en unik beskrivelse af et undergrundsmiljø.



Informationer og udgaver