Der er mange små historier, billeder, der sammen danner et patchwork-tæppe i mange farver, i denne historie. Der er både kulsorte og grusomme felter og lette og muntre felter i mønstret. Men alt i alt fortælles en forfærdelig historie om 2 små piger i en familie i Stavanger. En familie, der falder fuldstændig fra hinanden. Fortælleren er Kira, og hun har en 3 år ældre søster, Åsta. Alt ses fra den lille piges højde, også da de to pigers mor, "sigøjnerprinsessen" MammaSigne dør mens Kira er ganske lille. Deres far gifter sig igen, og i fortællingen hedder dette nye familiemedlem kun "Hende". Langsomt smuldrer de to pigers lykkelige liv, men alligevel formår de at få det bedste ud af verden, omend i småbidder. Forfatteren kan fortælle så hjerteskærende klart, tegne nogle billeder, der står knivskarpt. Det hele ender slet ikke godt, Kira arbejder forgæves på at holde "Pappa" oven vande, de to piger havde i høj grad fortjent en skytsengel. Vi kender forfatteren fra faglitteratur indenfor litteraturvidenskab fx Den barokke tekst, 1999. Dette er hendes skønlitterære debut, det er ingen feel-good-bog, men det er længe siden, jeg har oplevet et så uafrysteligt smukt sprog.