Fagbilledbog om Tyrkiet for billedbogslæsere fra ca. 5 år. Kan anvendes til emnearbejde i de mindste klasser, men bogen kan nok først selvlæses fra 9-10 år.
I 2009 udkom På opdagelse i Kina er her er nu en tilsvarende bog om Tyrkiet, dog med anden forfatter og illustrator. Vi følger pigen Miriam, der besøger sin penneveninde i Tyrkiet. Gennem Miriams oplevelser hører vi om en række forskellige egne, byer og seværdigheder og introduceres til tyrkisk mad og tyrkiske traditioner og lærer enkelte sproglige udtryk. Her og der er der indsat faktabokse om en række forskellige emner, der rækker lige fra landets historie til tyrkisk navneskik. Bogen er illustreret med udmærkede farvelagte stregtegninger i en let karikeret, tegneserieagtig stil. De illustrerer Miriams besøg i forskellige lokaliteter og viser et kort over landet mv. Den ganske omfangsrige tekst er særdeles velskrevet og oversat til et letflydende dansk. Hverken forfatter eller illustrator er tidligere udkommet i dansk sammenhæng.
Nærværende bog minder i stil om På opdagelse i Kina. Om Tyrkiet findes Palle Petersens fotobilledbog Børnene fra Barbaros fra 1997. Desuden aflægger serien Læsefidusen i den store vide verden besøg i landet i en bog fra 2004 Læsefidusen i Tyrkiet, men bortset fra disse 2 titler findes der ikke andet om Tyrkiet på dette niveau.
Alt i alt en tiltrækkende og velskrevet første introduktion til Tyrkiet. Fagbilledbogen kan både benyttes af Tyrkiet-rejsende og i forbindelse med emnearbejde i de mindste klasser.