Udvalgte digte om natur og årets gang af Thøger Larsen med fotos af Kirsten Klein udgivet i anledningen af Thøger Larsens 150-års-jubilæum. For læsere med interesse for litteraturhistorie.
Lemvig Museum, som rummer Thøger Larsens (1875-1928) arbejdsværelse, står bag denne jubilæumsudgivelse, der præsenterer et udvalg af Larsens digte. Årets gang og årstidernes skiften er et tilbagevendende motiv i hans digte, og i denne samling er der udvalgt et digt for hver måned samt to indledende digte. Til juni er fx udvalgt "Den danske Sommer", som begynder med de kendte linjer: "Danmark nu blunder den lyse nat". Hvert digt ledsages af et fotografi af Kirsten Klein, der skildrer landskabet og årstiderne på Limfjordsegnen.
Flot lille samling med udvalgte Thøger Larsen-digte, der komplementeres godt af Kirsten Kleins naturfotografier. Både digte og fotos er sanselige og skildrer årets gang i naturen og menneskets historie på en gribende måde. Samlingen er en slags evighedskalender, hvor forskellige tider og årstider går i dialog.
Thøger Larsens digtning er i familie med Jeppe Aakjærs, Marie Bregendahls og Johannes V. Jensens.