Padder og krybdyr er en tidsaktuel, ironiserende og sarkastisk monolog vendt mod fertilitetsindustrien samt padder og krybdyr på to ben. Den kan læses som et skønlitterært debatindlæg om lesbiske som mødre. Et gæt på målgruppen er læsere, som ynder samfundssatirer med kant og bid.
Bogen er en samfundssatirisk monolog i flere akter med indlagte dansk- og engelsksprogede citationer fra, og referencer til internetsider. Fortælleren er en ung lesbisk kvinde, som ønsker at føde et barn. Hun ironiserer, med ætsende sarkasme og morbid humor, og i absurde tankerækker over de markedsøkonomiske vilkår, lesbiske er underlagt ved familieforøgelse. Flere kategorier af personer fra "underdanmark" får også en overhaling med Glaffeys skarpe pen. Monologen kunne være blevet til som en morbid skriveøvelse til morskab for forfatteren, Og i så fald er det en behændigt udført øvelse. Glaffey har greb om sproget. Monologen gør sig bedst som oplæsning i små bidder.
Glaffey debutererede i 2005 med karikerede portrætter i Lykkejægere : portrætter, 2007. Padder og krybdyr kan bedst sammenlignes med Leif Lynegaards Maskespiller : en digt satire per vers, 2005, ligeledes social satire og et katalog over tidens dårligdomme udformet som en monolog på vers.
Ætsende ironisk og sarkastisk monolog fremført af en ung lesbisk pige om tidens dårligdomme i almindelighed og fertilitetsindustriens ditto i særdeleshed. Den gør sig bedst i små bidder og som oplæsning.