Erhvervsmanden Flemming Fischer debuterer som skønlitterær forfatter med en thriller af internationalt snit med en handling, der bevæger sig mellem diverse storpolitiske scener og værtshusmiljøet omkring Mejlgade i Århus. Udgangspunktet er, at en række vestlige lande er begyndt at tage konkrete skridt mod, hvad de opfatter som en bevidst islamisk strategi vendt mod dem. På et symposium i et ensomt beliggende område af Armenien har en lang række landes efterretningstjenester udarbejdet planer for en opdæmning mod den trussel, og det er den rapport, der nu er ved at falde i de forkerte hænder. Fischer har fået skruet et godt og sandsynligt plot sammen, hvor de indviklede politiske forhold i nogle af verdens brændpunkter vikles fint ind i handlingen. Også billedet af de to ganske almindelige midaldrende århusianere John og Simon, der ved et tilfælde bliver trukket ind i sagen, er vellykket. Afviklingen af handlingen er derimod lidt for hastig og sproget for jævnt til at det for alvor bliver spændende, og det afsluttende indtryk er, at det er en bog der lover mere end den holder.