Før man starter på den tolvte bog for begynderlæsere om Palle og hans far, spørger man sig selv om forfatteren kan blive ved med at finde på nye episoder uden at de efterhånden kommer til at virke som klicheer. Med denne bog er svaret ja. For selvom man tænker sit allerede ved synet af Palles far svævende over manegen på forsideillustrationen, ja så er han denne gang ganske uforskyldt i al balladen. I cirkus advarer Palle sin far mod at deltage i cirkusnumrene, og far lytter sandelig. Men da der skal rides, holder Palles far sig ikke tilbage. Iført sikkerhedsline laver han imponerende numre stående på hesteryg, og Palle er synlig stolt. Miseren opstår da sikkerhedslinen sætter sig fast, og Palles far må svæve over manegen til Falck får ham ned. Det varme forhold mellem far og søn er tydeligt. Med til at skabe liv og atmosfære, og føje detaljer til den letlæselige tekst er Claus Bigums herlige farveillustrationer i den velkendte, lidt overdrevne streg. Man kan ikke påstå at cirkusprinsesserne er elegante. Teksten er skrevet i korte helmeninger i et enkelt og alligevel varieret sprog, og den er verssat i en åben sats. Gamle og nye Palle-læsere fra 7 år vil få en god læseoplevelse og more sig over historien.