Palle og hans far er meget populære bøger til læsetræning/ frilæsning blandt børn fra 8. år, 2. klasse.
Så er de her igen på nye eventyr, Palle og hans far. Denne 36. gang drejer det sig om førstehjælp. Jørn Jensen er fantastisk til at tage fat i aktuelle og populære emner fra dagens samfund. Historierne er sjove. De voksne er som tidligere lidt latterlige og kluntede. Tekst og illustrationer, af Claus Bigum, spiller godt sammen - ja, de kan ikke undvære hinanden. Der er tale om et flot samarbejde. Teksten er overskuelig, inddelt i 5 kapitler. Der er primært anvendt direkte tale. Palle og hans far har tilmeldt sig et kursus i førstehjælp. På kurset øver de sig i alle former for førstehjælp, og de får sat et diplom på brystet. Beredt på at hjælpe alle går Palle og hans far til busstoppestedet. Her møder de den første udfordring. En dame falder over sin tykke hund. Palles far tager straks affære. Han forbinder damens fod, tager hendes puls og feber. Hundens hale er skæv. Trods damens protester forbinder Palles far Bølles hale, og han bruger, hvad der er i tasken (en porre) som skinne. Hundens øre og begge bagben bliver også bundet ind. Omslaget viser i tekst og illustration bogens indhold.
Bogen falder i tråd med de øvrige i serien.
Jeg kan kun konkludere, at denne bog vil falde i god jord hos de mange fans. Den har et flot layout, og tekstens kvalitet er i top.