Billedbogs-magi for børn fra 3 år og i høj grad for voksne, forældre og dem på arbejde omkring børnene.
Det herlige remseeventyr har her fundet en illustrator, som med sin lyse, luftige nordiske tone lægger noget andet til historien end vi møder det hos andre illustratorer, der har været ind over: Svend Otto, Dina Gellert, for bare at nævne nogle. Pandekagen, som moderen vækker ved at komme til at sige, at den vender sig, ikke at hun vender den, forfølges af syv sultne børn og en morfar, en Land Mand, en høne og en hane, en and, en gås og en gase, for til sidst at ende i maven på en snu gris. Det er ikke pandekagen, der er i illustratorens fokus, men de mennesker og dyr, der sammen med en magisk svensk natur omgiver den rullende dejklump.
Bogen har en velfortjent plads ved siden af, ikke i stedet for, andre gengivelser af samme historie. Tidligere udgivet som en del af Asbjørnsen og Moes bedste eventyr i 2006.
Et pletskud, hverken mere eller mindre, med bud fra det svenske sommerland.