Bog om foldning og leg med papirfly til selvstændig læsning fra ca. 10 år. Mindre børn kan sagtens være med til at folde en hel del af bogens flymodeller.
I 1995 udgav Erik Rønholt, som vi kender som forfatter til en lang række hobbybøger, en bog med titlen Papirfly på 64 sider. Nu udgiver han en bog med samme omfang og titel, men bogens udseende og layout er nyt, og dens indhold er helt nyskrevet og nyillustreret. En del af papirfly-modellerne fra den ældre bog er naturligt nok også med i den nye, men der er også kommet en række nye til, herunder luftskib, frisbee og boomerang. Flymodellerne er opdelt i tre sværhedsgrader, så der er noget for alle aldersgrupper og alle niveauer af fingerfærdighed. Bogens tekst er velskrevet og instruktiv, og den er illustreret med pædagogiske og let aflæselige tegninger af processerne med foldning osv. Teksten er endvidere illustreret med farvefotos af børn og unge, der afprøver de forskellige modeller.
Der findes flere bøger om papirfly, de fleste af lidt ældre dato. Modellerne i nærværende bog ligger i sværhedsgrad et sted imellem modellerne i den klassiske Den store internationale papirflyvebog (genudgivet i 2004) og Søren Brøndsteds papirflyverbøger som fx Sjov med papirflyvere (1996-99).
Alt i alt en vellykket og instruktiv bog om fremstilling af papirflyvere. Velegnet til supplering og fornyelse af samlingen af papirflyverbøger, hvor en del titler er af noget ældre dato.