Flerstemmige, kakofoniske digte og billedkunst kalder til klimakamp med en blanding af håb og resignation. Til læsere af eksperimenterende poesi.
Kollektivtekster skrevet i poesiens udvidede felt, hvor ord, billedkunst og musik mødes. Om samlingen hedder det: "I sep. 2021 tog Bananskolen til Rotterdam for at overtage kunstgruppen Woodstone Kugelblitz aktiviteter og lave en alternativ version af dommedagstidsskriftet The Trumpet." Digteren Lars Skinnebach medbragte nye digte, og disse er så bearbejdet af medlemmer af kunstnerkollektivet. Billedsiden er lavet af kunstneren Goodiepal og består af tegninger, der integrerer sig med ordene ved bl.a. at lade stregen gå ind mellem teksten. Desuden er der musik til: https://staalplaat.bandcamp.com/album/bananskole-dage. Værket kredser om klimakrisen, der kædes sammen med patriarkatet og kapitalismen. I teksten taler et (kollektivt?) jeg med en blanding af håb og angst for fremtiden, mens det bevæger sig i en fjendtlig og ensartet natur fuld af gift og en spiddende sol. Et sted hedder det resigneret: "I kan nå det endnu / Red planeten, dræb jer selv / I kan nå det endnu / at gøre det rigtige". Teksten er affotograferet maskin- og håndskrift.
Den modsatrettede (og genkendelige!) følelse af håb og resigneret angst for fremtiden står stærkest. De mange stemmer og udtryksformer gør værket svært tilgængeligt.
Se Glenn Christians VibrioDigte 2014, hvor der også arbejdes tværæstetisk, og Theis Ørntofts Digte 2014Se Glenn Christians Vibrio, hvor der også arbejdes tværæstetisk, og Theis Ørntofts .