Spil / computerspil

Payday 2


Beskrivelse


Shooter. Actionspil. 1-persons skydespil hvor samarbejde er nøglen til at udføre de krævende kup, hvor fjenderne er mange, men belønningen tilsvarende stor.

Anmeldelser (4)


Bibliotekernes vurdering

d. 22. aug. 2013

af

af

Frederik Nielsen

d. 22. aug. 2013

PS3, Xbox 360. Taktisk action shooter. Spillet går basalt ud på at lave røverier sammen med dine kumpaner og uden megen historie gennemfører du missioner for at skaffe penge. Spillet er voldeligt men også humoristisk med flere strategiske elementer. Det er et svært spil og kombineret med engelsk dialog, anbefales spillet til 15 år. PEGI: 18 med ikoner for sprog og vold.

Til at begynde med får du dit safehouse, lidt penge og udstyr til at starte op på. Derefter er det bare om at rekognoscere, lægge en plan og så tage masken på og røveriet er i gang. Du og dine partnere har forskellige egenskaber og ud over at opgradere din person, kan du også bruge rovet fra røverierne til at opgradere dit safehouse, våben og udstyr. Dermed kan du rykke op i graderne og få adgang til vanskeligere steder med større udbytte og en større frihed i planlægningen og udførelsen. Missionerne kan løses på flere måder og opfordrer til at prøve igen. Grafisk er det en blandet affære, især er der iøjnefaldende forskel på miljøerne udenfor, der ofte er de flotteste og indenfor med lav detaljegrad, men det værste er dine AI-styrede medspillere som er mangelfulde og hindrer spillets gang. Resten af spillet er ok med små fejl og det kan spilles online med op til 4 spillere.

Minder om Grand theft auto-serien uden den store frihed, krydret med spil som Kane and Lynch 1&2 og The Club.

Spændende idé men frustrerende svært som enkeltspiller med de tekniske problemer. Men spillet har også en høj sværhedsgrad i missionerne og de er designet til at man prøver flere gange, hvilket er bedst online med andre spillere.


Bibliotekernes vurdering

d. 6. mar. 2018

af

af

Martin W Hansen

d. 6. mar. 2018

Kooperativ 1-persons skydespil hvor du skal udføre en række kup mod en lang række mål for at få points og erfaringspoint. For voksne spillere der kan lide missionsbaserede skydespil, med vægt på samarbejde.

Spillet udkom første gang i 2013 til PC, PS3 og Xbox 360, og en udbygget udgave kom i 2015 til PS4 og Xbox One. Siden PC-udgaven har spillet løbende fået en stor mængde DLC - i Switch-udgaven får man 50 missioner og 280 "masker" (mod de 58 og 300 i udgaven til de nye konsoller). Til gengæld får Switch-spillerne lov til at prøve seriens nyeste figur, hackeren Joy. Spilmæssigt er det meget lig de tidligere udgaver af kup-spillet, hvor man først bruger en masse tid på at forberede sig på den kommende mission, for derefter at gennemføre den ved at snige sig gennem banen eller fjerne al modstand i en regn af kugler.

Dette er meget tæt på at være den samme Payday-oplevelse som man kender fra de større konsoller, på nær at Switch-konsollens mangel på kommunikationsmuligheder gør det uforholdsmæssigt vanskeligt at gennemføre multiplayer-spil - og dette er netop et spil der er særligt godt i multiplayer. PEGI 18 med ikoner for vold, stoffer, gambling og voldsomt sprog, og det er et spil der på alle måder må betegnes som et "voksenspil".

Der findes ikke andre spil til denne målgruppe på Nintendo Switch endnu, men spillet vil nok tiltale dem der kunne lide Splatoon 2 (Nintendo Switch) eller det klassiske "DOOM", som desværre endnu ikke er tilbudt til bibliotekerne på Switch.


Bibliotekernes vurdering

d. 12. juni 2015

af

af

Finn Wraae Poulsen

d. 12. juni 2015

Udlev den forbudte drøm om at blive medlem af en bande af kriminelle, som røver banker, juvelerbutikker og laver andre indbringende kup - og du skal selvfølgelig undgå at blive snuppet af politiet. For unge og voksne fra ca. 15 år.

"Payday 2" er primært et multiplayer co-op shooter-spil, men tilbyder dog også en slags neddroslet singleplayer-mode. I starten af spillet bliver man introduceret til Safehouse, som er spillets udgangspunkt. Her logger man på crime-net basen og får nye missioner og finder teammedlemmer. Man kan opgradere sit Safehouse, sine våben og sit udstyr for de penge man røver. Kuppene er hovedsagelig centreret om at skaffe sig adgang til den bank etc., man skal røve, tage værdierne og komme afsted igen, men ofte ender man i ildkamp med politiet, og må skyde sig fri. Spillet er grundlæggende en grafisk portering af (Playstation 3) til de nyeste versioner af konsollerne med tilføjelse af mange nye missioner m.v. Sproget er engelsk.

Spillet egner sig ikke specielt godt som singleplayer-spil, men som multiplayer co-op er spillet ganske underholdende på trods af visse tekniske problemer, blandt andet med kontrollen over sit våben. Det er ikke helt i top grafisk set, men dog langt bedre end de tidligere versioner fra 2013. PEGI-rating på 18 med ikoner for vold, narko og sprog.

Minder om Grand theft auto-serien, fx Grand theft auto V - five (Playstation 4), som dog kvalitetsmæssigt er bedre end "Payday 2".


Gameplay

Årg. 19, nr. 12 (2013)

af

af

Jacob Herold Nielsen

Årg. 19, nr. 12 (2013)