Bogen er en lækkerbisken for de fodboldinteresserede og et must for fans af FC Barcelona. Om Guardiola, træneren, der med stor succes ledte FC Barcelona gennem fire år og som op til sæsonen 2013/2014 har sat sig i førersædet for FC Bayern München.
Bogen er meget mere end en biografi om Guardiola, den er også en beskrivelse af den helt specielle måde at spille fodbold på i FC Barcelona, som netop er med til at skabe en personlighed som Guardiola. For at få det fulde udbytte af bogen bør man kende lidt til FC Barcelona, og til de seneste 20 års europæisk fodbold, men det vil de fleste i målgruppen også gøre. Derfor er det også en fornøjelse at man som læser ikke føler sig talt ned til, og det er en behagelig rejse tilbage i tiden. Den spanske sportsjournalist Guillem Belague, skriver fremragende og hans research er imponerende: Han har interviewet et utal af personer over de mange år det tog at skrive bogen, der iblandt Michael Laudrup. Og så formår han, som meget få fodboldbiografier gør det, at beskrive myten og passionen ved fodbold med udgangspunkt i Guardiola. Samtidig er det en fornøjelse at få genopfrisket kampene, både på og uden for banen, mellem Pep og The Special One, mellem FC Barcelona og Real Madrid.
José Mourinho spiller en stor rolle i bogen så man bør læse José Mourinho : historien om The Special One eller fremragende fodboldbiografier som Zlatan eller No regrets.
Omfangsrig og velskrevet fodboldbiografi, der bør stå på alle landets folkebiblioteker.