To billedbøger i pegebogsformat med solide papsider som henvender sig til de 2-5-årige.
Her er endnu 2 bøger fra forlaget Lambert omhandlende forskellige typer job. I Helle som blomsterhandler følger vi gennem en hel dag Helle, som har sin egen blomsterbutik. I Pernille passer børn følger vi Pernille gennem hendes arbejde som pædagog i en børnehave. Begge bøger kan bruges som introduktion til fx mors eller fars arbejde eller som en introduktion til en jobtype generelt. Som pegebog indeholder bogen meget tekst, men de detaljerede illustrationer lægger op til, at historien ikke nødvendigvis skal formidles ordret. Illustrationerne er nærmest naturalistiske med mange klare farver.
Bøgerne lægger sig fint op ad seriens øvrige titler fx Lars landmand på job og Benny brandmand på vagt, som er i samme format og for samme målgruppe.
Bøgerne hører hverken til de mest revolutionerende eller nyskabende udgivelser, men er et godt bud på et par små fine og relevante bøger for de ældste pegebogslæsere. Desuden vil de være velegnede som overgang mellem pege- og billedbog.