Anden halvdel af Marjane Satrapis selvbiografiske tegneserieroman starter i Wien, hvor den 15-årige Marjane skal læse på det franske gymnasium, i sikkerhed for de iranske fundamentalister og krigen mod Irak. Men Wien er samtidig langt fra familien og vennerne, og Marjane falder aldrig rigtigt til i de fremmede omgivelser. Efter næsten at være gået til grunde i ensomhed og stofmisbrug vender hun hjem til Teheran, blot for at opdage, at hun også er blevet en fremmed i sit hjemland, hvor fundamentalisterne nu sidder benhårdt på magten. Beretningen slutter med, at Marjane for anden gang forlader Teheran, denne gang for at begynde på et kunstakademi i Frankrig. Bd. 2 af Persepolis handler grundlæggende om hovedpersonens eksistentielle splittelse, som hun allerede har fået ind med modermælken, og som ikke bliver mindre af hendes fysiske og mentale eksil i ungdomsårene. Ud over at være en gribende udviklingshistorie er Persepolis en bandbulle mod ensporet tænkning i enhver form, heldigvis formidlet på en humoristisk facon, som gør det muligt at få uhyrlighederne til at glide ned. Den sort-hvide, træsnitlignende streg er fortsat særdeles letlæselig og giver indholdet en enorm gennemslagskraft i forhold til målgruppen af voksne (og unge) læsere.