Bøger / skønlitteratur / roman

Pestskibet


Beskrivelse


Kaptajn Cabrillo og hans mandskab opdager et krydstogtskib med overlevende samt 783 døde og involveres i opklaringen af mysteriet. Det bliver et internationalt og voldsomt opgør, der udkæmpes på liv og død med højteknologiske midler mod en religiøs og politisk organisation.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 19. okt. 2010

af

af

Per Drustrup Larsen

d. 19. okt. 2010

Spændingsbogslæsere med lyst til effektivt drejede internationale plots vil blive fanget af både omslag og indholdet.

Cussler er velkendt og meget læst og håndværket bag et intenst internationalt plot er således i gode hænder. Kaptajn Juan Cabrillo og hans besætning på skibet Oregon, møder tilfældigt et krydstogtskib, hvor alle undtagen én ombord er døde. Under opklaringen kommer de på sporet af en religiøs/politisk sekt/organisation af responsivister, der har til formål med alle midler at stoppe befolkningstilvæksten og ændre udviklingen i verden. Det bliver en kamp på liv og død til vands, lands og i rummet med mange aktører på regeringsplaner og andre niveauer samt med alle typer af våben og teknologier. Der er meget vold, død og højteknologi i bogen, som er intens og fængslende fra start til slut og vil appellere til spændingslystne teknologi-, våben- og gadget-interesserede. Det er noget ude på overdrevet, men samtidig er der bag plottet politiske forhold, som ikke får samme fokus.

Holdet bag opklaringen med Cabrillo i spidsen er kendt fra Den gyldne Buddha og Skeletkysten, som også er lavet sammen med Du Brul. Spændingsintensiteten og det teknologiske niveau er som i disse. Der er og har været mange spændingsbogsforfattere, men Cussler har opdateret genren til nutidens politiske og teknologiske virkelighed og minder især om de nyeste film om 007.

International højteknologisk thriller med et intenst spændende plot, som vil fængsle især mandlige læsere og fans af 007.