Peter-gruppen blev efter besættelsen også kaldt Brøndum-banden. Den var nok det mest frygtede terrorinstrument, som tyskerne satte ind for at modvirke modstandsbevægelsens tiltagende sabotager og stikkerlikvideringer. Den bestod mest af tyskere. Hen ad vejen kom der dog en del danskere til - mest rekrutteret af frivillige fra Østfronten. Forfatteren er tidligere kriminalassistent og har arbejdet med stoffet i over 20 år. I 2004 udkommer yderligere 2 bøger som afskalninger af den samme forskning. Han skriver et klart og letlæst sprog, og man bliver grebet af de spændende beretninger. Fremstillingen tager udgangspunkt i en række interviews af gamle politifolk, men udbygger med meget omfattende skriftligt materiale, herunder kan man mærke at han ofte bruger udskrifter af retsprotokoller. Det er en uhyre grundig gennemgang af alle kendte aktioner i kronologisk rækkefølge. Der er mange detaljer, fx hvilket bilmærke de kørte i og hvilke våben de brugte i den enkelte aktion. Vi hører også, hvordan det gik gruppens medlemmer efter krigen. Der er ret fyldige biografier med foto af de 7, der blev henrettet. Samtidige sort/hvide fotos gennem hele bogen og litteraturliste til sidst.