Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Pigen der forsvandt


Beskrivelse


Da Jasmin bliver forældreløs kidnapper skruppelløse kriminelle hende og to søskende til Granada i Spanien, hvor de må leve som tyve. Men 3 år efter henter Jasmin hjælp fra to danske skoleveninder.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 11. juni 2012

af

af

Elisabeth Bennetsen

d. 11. juni 2012

Roman for børn fra 11 år skrevet med afsæt i en personlig erfaring og en række avisartikler om fattige børn i Østeuropa, der bortføres af bander for at blive kriminelle. Den markant farvede forside signalerer drama og spænding.

Denne bog er skrevet af en journalist, som ikke tidligere har udgivet skønlitteratur. Bogen handler om en kidnappet flygtningepige, som efter at have arbejdet som mestertyv i Spanien i tre år, har held til at flygte til Danmark. Hun opsøger i bogens start to danske søstre, som hun kender fra de tidlige skoleår, og sammen med dem lykkes det ret utroværdigt med meget held og hjælp fra mange sider, at befri to mindre søskende, redde en voksen ven fra fangenskab og gennem mails at få en computervaks fætter til at hacke bagmanden og på den måde afsløre alt til politiet. Det hele ender godt og lykkeligt i Danmark, men som læser står man tilbage med en del ubesvarede spørgsmål og undren. Bogen er skrevet i et både dialog- og detaljerigt sprog med en tydelig og bred sats, men den kræver en habil læser, der kan holde tråden i den indviklede handling.

Malan Jacobsen har i Rotteungen, 2011, beskæftiget sig med en afart af emnet: forældreløse romaer i Europa.

Ingen tvivl om at bogen er skrevet på indignation og virkelige begivenheder, men de meget usandsynlige og enormt heldige løsninger giver bogen mere karakter af en klasssisk røverroman, og de mange detaljer gør den lidt tung at læse.