En lille gyser der holder pointen tilbage indtil sidste kapitel. 12-årige Lucy bliver ikke troet, da hun opdager at den lokale bibliotekar, Mr. Mortman, er et insektædende monster. Lucy driller konstant lillebror med monstre, og derfor synes vi som læsere, at det er naturligt at hendes forældre ikke tror hende. Pointen er dog at såvel forældre og børn er monstre, Lucy og hendes bror har blot ikke fået deres hugtænder endnu, så de kan ikke deltage i ædegildet da Mr. Mortman fortæres i sidste kapitel. De troede ikke der var andre monstre i den lille by, og vil ikke afsløres. Det er selvfølgelig en effektfuld pointe, men også utroværdig selv inden for historiens egne rammer. Lucy er fortæller bogen igennem, men hendes sprog og tanker virker ikke troværdigt for en 12-årig pige, uden at jeg dog ved hvordan et 12-årigt monster tænker og taler. Bogen vil givetvis blive hurtig læst, fordøjet og glemt af gyserhungrende børn fra 12 år.