Pigen i skoven

Bogens emne er tungt; depression, cutting og genkomsten af erindringen om barndomsincest. Henvender sig derfor til et voksent publikum 30+.

Efter en ufrivillig abort går det gradvist op for Ellen, at der stikker noget dybere under hendes tiltagende depression. Hun har altid rost sig selv af at være "robust" og i stand til at håndtere sorg. Selvopfattelsen står i kontrast til familielægens, der vil have hende tvangsindlagt. Langsomt bygges en tillid op til en psykiater, der opfordrer hende til at skrive sig ud af angst og traume. Gradvist går det op for hende, at hendes indbildte familiefortælling ikke stemmer overens med den virkelighed, der truende presser sig på. Faderens usømmelige, kropsfikserede omgang med hendes egne børn og gentagende mareridt åbner for erindring om hvad han gjorde ved hende som barn. "Familiefortællingen", faderens magt over Ellen og hans tilsyneladende godhed blokerer for sandheden og lader hende blive i traumet. Romanens kamp handler om at indrømme sandheden over for sig selv, modstå trangen til at skære sig i selv, samt lysten til at vælge selvmordet som en sidste udvej.

Birgitte Vestergaard Andersen henleder i romanen selv opmærksomheden på en sammenligning med Karin Dyhrs dokumentarroman Glaspigen. Ligheden skal findes i at begge hovedpersoner gradvist genopdager barndommens incest i små, seje ryk. BVA stiler tillige efter en virkelighedseffekt ved inddragelse af e-mailkorrespondancen mellem Ellen og psykiateren.

En meget tung, deprimerende bog om fortrængelsens genkomst og en personlig fortælling om behandlingen af et sygdomsforløb med cutting, erkendelsen af barndomsincest og selvmordstanker.

Læs hele vurderingen