Godsejerdatteren Rose og husmandsdatteren Alise bor og arbejder på herregården Sommersholm. På herregården lever de to unge kvinder vidt forskellige liv, men begge er forelskede i en mand udenfor deres rækkevidde. For læsere af historisk romantik og familieintriger.
Julen nærmer sig på herregården Sommersholm i året 1866. Rose gør sig klar til det store julebal, men tankerne om staldkarlen Torkel, bringer hende ud af kurs. Alise hjælper til på herregården og har nok at se til i den travle tid, men godsejerens søn, Birk, der lige er vendt hjem fra Australien vækker glemte følelser til live. Men hvad stiller de to unge kvinder op med sommerfuglene i maven, når det er utænkeligt, at tjenestefolk og adelige forelsker sig? Bogen er første bind i serien "Sommersholm".
Følelsesladet, romantisk drama om forelskelse, familieintriger og forskellen på det bedre borgerskab og deres tjenestefolk i 1800-tallets Norge. De forbudte følelser slår gnister og beskrivelsen af de store klasseforskelle virker troværdige. Eneste anke er, at persongalleriet er lidt skarpt trukket op, med de meget onde på den ene side og de retfærdige og gode på den anden.
Det er helt oplagt at sammenligne med Katrine Wessels romantiske Kristiania-serie, der også handler om rige og fattige i tidligere tiders Norge, og hvor Teatrets hemmeligheder er første bind.