Romanen Pigen med den gule hat er en klassisk noir thriller, der udkom første gang i 1942. Den er ældet med ynde og kan også sagtens formidles til yngre læsere, der vil have et fremragende eksempel på, hvordan man skaber spænding.
Første kapitel hedder "Den 150. dag før henrettelsesdagen". Så allerede her etableres en klassisk deadline og som romanen skrider frem, nærmer vi os den nævnte henrettelse. Scott Henderson fængsles for mordet på sin kone og kun en kvinde, med en gul hat, kan understøtte hans alibi. Men det er som om, kvinden er sunket i jorden, og Scotts gode ven Jack kæmper en kamp mod tiden for at finde denne kvinde. Der er tale om klassisk noir fortælling, der udspiller sig i den mørke storby, og det er ikke uden grund, at Woolrich regnes blandt de største forfattere indenfor genren. Hitckcocks mesterværk Skjulte øjne er baseret på en historie af Woolrich og mange noir-film fra 1940'erne er ligeledes baseret på Woolrichs værker. Fortællingen er konstant spændende og historien tager mange drejninger. På trods af at romanen oprindeligt er fra 1942, er den meget moderne i sit enkle og effektive sprog.
Bogen blev filmatiseret i 1944 under originaltitlen "Phantom lady". Den er tidligere udkommet på dansk i 1966 og 1989. Den nyeste udgave er oversat af Arne Petersen, som også stod bag 1989-udgaven. Minder om forfattere som Raymond Chandler og Dashiell Hammett.
Fremragende klassisk noir-thriller fra 1942, som bør stå på alle landetes folkebiblioteker.