Med den lave lix (5) kan bogen læses af begynderlæsere - specielt de, der er interesserede i at læse uhyggelige bøger.
Forfatteren er kendt af målgruppen. Bogen er en udgivelse i serien Mini gys. Mia har en tilbagevendende og uhyggelig drøm om en pige, Anna, der går igen. Mia er overbevist om, at hun eksisterer som spøgelse, og at hun taler med hende. Læseren følger på spændende vis Mias oplevelser med Anna, også da Anna rækker Mia en halskæde, som hun skal løse husets forbandelse med og udfri Anna. På et tidspunkt ligger Mia syg i tre dage med meget høj feber. Da hun vågner, tror alle - også læseren, at Anna blot var en del af Mias gentagne febermareridt, men så finder Mia en halskæde i sin seng. Teksten er inddelt i 6 små kapitler. Typerne er store og letlæselige, og der er illustrationer - mange helsides - på minimum hver anden side.
Der er en del bøger med lignende emne fx Et farligt spøgelse af samme forfatter udgivet i serierne Let ps og Gys, Pigen der kom tilbage i serien Let-gys, samt mange af de andre 27 bøger i serien Mini gys.
Der vil være mange læsere til denne bog. Specielt drengene (7-9-årige) kan næsten ikke mættes med gys, uhygge, spøgelser og mystiske ting. Det er godt, at vi kan give dem denne velskrevne og gode historie, som er på deres niveau, og som ikke serverer alt for dem. Der er nemlig også noget at læse mellem linjerne.