For alle krimilæsere, der kan lide en godt sammenskruet intrige og det lidt anderledes belgiske miljø i den fransktalende del af Belgien.
Vi er tilbage i Villette, den fiktive belgiske by ved floden Meuse i Vallonien. Dette er den anden bog med undersøgelsesdommer Martine Poirot som hovedperson. Denne gang skal hun opklare en modbydelig sag om tre ganske unge piger, der er blevet myrdede efter en byfest. Samtidig forsker hendes bror, bartenderen Philippe, i deres afdøde mors historie. Hun var i modstandsbevægelsen og sad i koncentrationslejr. Der viser sig at være en sammenhæng mellem de bestialske mord og moderens historie. Forfatteren er svensk, journalist og var bosat i Belgien i 1990'erne.
Forfatterens første krimi med Martine Poirot var et overraskende nyt bekendtskab i anderledes rammer. Dejligt at rykke sydpå efter alle de nordiske lokaliteter, der dominerer krimierne i disse år. Som i den første bog kommer vi også her tilbage i tiden, i dette tilfælde 2. verdenskrig. Plottet i den første krimi, der førte tilbage til Belgisk Congo, var lidt mere originalt.
En absolut spændende og læseværdig krimi med belgisk kolorit i en serie, der tegner godt. Plottet er fint skruet sammen men ikke helt så originalt som i den første.