Billedbog om venskab for billedbogslæsere fra ca. 3 år.
Richard Byrne har vi i danske sammenhæng tidligere mødt i billedbogen En helt vildt stor dinosaurus, 2012. Ud af to æg kommer havmågen Mogens og pingvinen Pingo. De bliver venner og laver alting sammen. Men en dag begynder Mogens at flyve, og det kan Pingo ikke, liger meget hvor meget han prøver. Havmågerne driller ham, men da Mogens en dag dykker og ikke kommer op igen, er det Pingo, der springer ned og redder ham, og nu er Pingo dagens helt og accepteres i flokken af havmåger. Denne lille historie er velskrevet og illustreret med søde, lidt tegneserieagtige karikerede farvelagte stregtegninger, hvor dyrene gør brug af forskellige rekvisitter og har enkelte beklædningsgenstande som huer og halstørklæder på. De er livfulde og charmerende og vil sikkert tiltale målgruppen af 3-4-årige.
Historien i nærværende billedbog kan minde en del om en anden historie om venskab, hvor hovedpersonen også er en pingvin, som finder ud af at den ikke kan flyve, nemlig: Hvem der bare kunne flyve, 2008.
En sød og tiltalende lille historie for de yngste billedbogslæsere om venskab og om at være god til forskellige ting. Målgruppen vil ganske givet blive tiltrukket af de livfulde, lidt nuttede illustrationer, som passer godt til historien.