Bogens friske tone fænger fra starten og kommer fra Ditte på tretten, der ærligt og uforbeholdent fortæller om familie, skole og kammerater. Hvert kapitel indledes med en brødtekst i kursiv, og så går den ellers derud af med beretninger om hverdagens små og store skærmydsler. Dittes kritiske blik levner ikke mange chancer for faderen, der lige er fyret fra banken, men med stor entusiasme udnytter sin frie tid bl.a. til at træne fodbold - desværre Dittes hold. Mikkel, der lige er begyndt i gymnasiet, og lillesøster går heller ikke ram forbi. Der er kostelige scener med mormor på plejehjemmet, et forældremøde med mor på skolen, Dittes konfirmationsfest, lidt småkæresteri her og der, villavejens hunde, men ved et par lejligheder bliver det nu mere gags end realitet. Det er dog en meget morsom bog, nem at læse for 6.-7. klasse, der vil fryde sig over voksenportrætterne, fornemme solidariteten og nyde genkendeligheden af en almindelig hverdag, der ikke er så kedelig endda.