Bøger / skønlitteratur til børn / lydret

Pipin får en gås


Beskrivelse


Pipin og Sisi skal samle bær. Så opdager de en lille gås, der bløder. Mon den kan overleve? De beder mor Åse om hjælp.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 14. maj 2009

af

af

Vibeke Axelsen

d. 14. maj 2009

Bogen henvender sig både i indhold og sværhedsgrad til børn i begyndelsen af indskolingen, fra 7 år. Den kan bruges til fritidslæsning. Den kan også læses som supplement og i tilknytning til læsebogssystemet Nisserne i Ådal.

For børn, der kender Ådal-bøgerne, vil forfatter og illustrator være velkendte. Ligeledes vil de være bekendte med hovedpersonerne Pipin og Sisi. I denne lille historie mangler Mor Åse bær til at sylte og til at lave saft af. Pipin og Sisi bliver, selvom de hellere ville have været på jagt og ude at ro, sendt af sted for at plukke. Før de får plukket ret meget, finder de en lille såret gås, som de bringer med hjem, så Mor Åse kan forbinde og behandle den. Det gør hun, og bedst som de to små nisser tror, at hun har glemt alt om, at de skal plukke bær, bliver de sendt af sted igen. Det er en lille, enkel og sammenhængende fortælling, hvor det enkle og letlæselige, lydrette sprog fortrinligt passer til. Illustrationerne understøtter igennem hele bogen teksten.

Denne bog er en af flere i serien om de små nisser i Ådalen. Samtidig er den en del af serien Lydret dingo. Den indeholder i både sprog og layout så mange genkendelsespunkter og ligheder med begge de serier, at begynderlæserne kan have en tydelig og tryg fornemmelse af, hvilken læseoplevelse, der venter dem.

Lige så snart de små indskolingsbørn kan læse en smule, kan de med fordel læse denne. Den er en fin lille fortælling bl.a. om at hjælpe hinanden.