Pissehuen og andre sælsomme tragedier

Det, der er godt, er ikke nyt. Det, der er nyt, er ikke godt. Denne karakteristik kunne gælde Rune Kiddes seneste samling/opsamling af tegneserier, hvor de hidtil upublicerede sider med skitser og udkast nok med fordel kunne være blevet i skrivebordsskuffen. Blandt de tidligere publicerede indslag rager de 14 sider fra 1984-albummet Må jeg høfligst anmode ... op over gennemsnittet og viser Kidde fra hans stærkeste side: den skarpe satiriker. Klassikeren om pissehuen og puleanden samt de 2 sider, hvor bedstemor laver telefonfis, er et par andre højdepunkter i samlingen, der ellers er fattig på pletskud. Kiddes stil ligner ikke noget andet inden for tegneserieverdenen, og det er en klar styrke. Men så må tegneren også finde sig i at blive brugt som målestok for sig selv - og der er stor afstand mellem Kiddes bedste og værste striber. Tegnerens trofaste fans vil kende hovedparten af indholdet i den nye udgivelse i forvejen, mens nye læsere nok skal starte et andet sted end her.

Læs hele vurderingen