Den franske forfatter vækker skandale og er nu retsligt anklaget for at "opildne til racehad" med sin nye roman, hvis hovedperson ikke bryder sig om muslimer og islam. Man sætter åbenbart fejlagtigt lighedstegn mellem forfatteren og personerne i hans bøger. Den "skandaløse" ret usympatiske hovedperson er franskmand, single, og i sin fyrreårskrise balancerer han på grænsen mellem begær og foragt og forbruger kvinder, sex og sit ynkelige liv. Grå og kedelig med skodjob i Kulturministeriet henslæber han sin fritid med mikro-mad, tv-zapperi og peep-shows, da hans verden pludselig vender, og han møder kærligheden i en karrierekvinde. Sammen kaster de sig frådende forbrugende på erotikkens overdrev, sexklub, partnerbytte, prostituerede, de følger tidens rytme, hvor alt skal prøves under parolen "been there, done that". De starter et globalt rejseselskab for sexturisme og bliver ofre for islamisk terror, og her giver den ikke særligt sympatiske hovedperson forfatteren problemer, når han hævngerrig bl.a. udtaler: "Jeg hader islam, den har ødelagt mit liv" Det er en velskrevet roman, morsom, spidende vestlig materialisme, åbenbart provokerende mod islam og politisk korrekthed, og vigtig for en stadig ytringsfrihed i fiktionen.