En billedbog om at få en "ny" familie, og den jalousi, som Billy oplever, når hans far får en ny kæreste med to børn, og de tager på ferie sammen og flytter sammen. Bogen kan bruges til oplæsning og dialog med børn på 4-7 år.
Billy har sin far for sig selv indtil den nye "dame" og hendes to børn kommer ind i deres liv. Det er svært til at begynde med, men da Billy lærer sine nye søskende, Markus og Karen, at kende og de flytter ind i et nyt hus, ser Billys fremtidsperspektiver pludselig lysere ud. Hans nye "papmor" viser sig at være god til at slå søm i, så de tre børn får en dejlig lege-træhytte i et af havens træer, og Karen er god til at holde på hemmeligheder og være en god sovekammerat for Billy. Det er en enkel og brugbar historie fortalt i et ligefremt sprog. Udtryksfulde illustrationer i klare farver i illustrators vanlige, traditionelle sikre stil.
Vi har en del billedbøger om jalousi i familien, som tager udgangspunkt i at der kommer ny lillebror eller lillesøster i familien. Denne handler helt enkelt om en drengs jalousi og forandring, da en ny familie dannes.
En enkel og letforståelig historie i en nærmest klassisk tegnestil med en "feel good", og rimelig realistisk, tilgang. Bogen kan bruges i familien eller daginstitutionen til oplæsning og dialog om emnet.