"Efter otte års pause er Karin Dreijer tilbage med sit eksperimenterende soloprojekt og et sexfascineret album, der vil minde dig om, hvor urene linjerne mellem ekstase og smerte er. Forestillingen om svensken som den ultrakorrekte, fodformede »hen« falder til jorden (sammen med trusserne), når »Plunge« spiller ... Evnen til at få både det kraftfulde, ur-mystiske og sofistikerede frem i den elektroniske instrumentering udmærker stadig Fever Ray. Fra »IDK About You«'s overrumplende trommegalop til folkemusikkens violin, der svirrer rundt i sorgen på »Red Trails«. Fever Ray anno 2017 er et balstyrisk, men mindeværdigt bekendtskab. En indtrængende opfordring til at give sig hen".