Bøger / skønlitteratur til børn / krimi

Politihunden Kenzo

Del 22 af Koldt blod

Beskrivelse


Krimi. Tobias lufter farbrors politihund Kenzo sammen med Oliver ved et forladt hus, der ligger lidt afsides. Stedet virker uhyggeligt. De bliver overrasket af en gammel mand, som Kenzo ikke har opdaget. Han advarer dem mod at gå ind i huset, da det er faldefærdigt. Men der er noget mystisk ved huset, som Tobias har lyst til at undersøge.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 5. okt. 2012

af

af

Karsten Boll

d. 5. okt. 2012

Serien er et hit for målgruppen 9-11 år, der har knækket læsekoden. De kan bruge bogen til selvstændig fritidslæsning. Bogens forside skal nok fange læserens interesse.

Tobias og Simone skal passe deres farbrors politihund Kenzo, mens han er på ferie. På en af turene, hvor Kenzo skal luftes, finder de et forladt og forfaldent hus, som virker lidt uhyggeligt på dem. De undersøger husets historie og opdager, at det har været et hjem for anbragte børn. Det er blevet lukket, efter et barn blev fundet dræbt og to andre unge er forsvundet. Ved et af deres besøg ved huset antastes de af en gammel mand, som advarer dem mod at komme til huset. Huset drager, og Tobias bliver fanget, da han opdager, at huset ikke er ubeboet. De forsvundne unge, der er blevet holdt fanget i huset af den tidligere leder, befries med Kenzos hjælp. Sproget er let at læse (lix 16), og teksten er sat med store typer.

Bogen er elementært spændende, men den står ikke mål med fx Drengebanden (12/18), som er det forudgående bind i serien. Der findes mange krimier til målgruppen, bl.a. Fluen af Føge (12/27) og Operation lokkemad (12/23).

Trods min indvending om, at det ikke er den bedste titel i serien Koldt blod, skal bogen nok blive læst af seriens fanskare. Derfor anskaffelse på linje med de tidligere titler i serien til såvel børnebiblioteker som skolernes læringscentre.