Identitet som emne, kan have mange vinkler. Denne novellesamling rummer 20 noveller om emnet, som kommer omkring både netidentiteter, ungdomsgraviditet og syriske flygtninge. For unge novellelæsere fra ca. 15 år.
20 noveller, der alle omhandler identitet. Novellerne har titler som fx "Du ødelagde mig", "En tung forandring", "Mig-selv og mig" og "Spejlbillede". Bogens har titel efter vindernovellen "Polyface". De tyve noveller er skrevet i forbindelse med BoDs landsdækkende skrivekonkurrence for gymnasier i efteråret 2014.
Disse noveller behandler temaet "identitet" fra en bred og kreativ vinkel, og alle har en stærk pointe og generelt overraskende slutning. Konceptet kender vi fra de forskellige forfatterskoler rundt om i landet, men i herværende udgivelse overraskes jeg gennemgående over, hvor velskrivende, reflekterende og skarpe de unge forfattere er. Novellerne fortjener at blive læst af andre unge, kan bruges i et projekt om identitet og de vil kunne give inspiration til selv at skrive.
Jeg kan ikke finde andre udgivelser helt som denne, men af andre novellesamlinger for unge med temaet identitet, kan fx nævnes Jesper Wung-Sungs Tretten tynde teenagere & syv små (eventyrlige) skravl.