"Fra hver sin side mødes to originaler på 'Ponyblod'. De træder ikke hinanden over tæerne, men valser arm i arm ned gennem hiphoppens korridorer og tilbage til dengang, hiphop endnu ikke var blevet til rapmusik. Midt i 1990' erne blev breakdance og graffiti skilt fra, men Khal Allen smækker sit rap op ad vægge og S-tog, som var det 1989. Tue Track kan som ingen anden klippe og sample et beat frem med soulblæsende horn, oldtimerhyletoner og godt gammeldags gevind. Denne gang i mere skumle, sumpede og detaljemyldrende varianter end det elektrofirkantede soloudspil, 'Rockin', han udgav som ' Track72' for otte år siden".