Denne lille roman er ifølge bogens forord skrevet af en 35-årig kvindelig muslimsk advokat bosat i Frankrig, hvor hun af frygt for repressalier ikke tør udgive den. Oversætteren har så overtalt hende til at udgive den på dansk i stedet. Handlingen foregår omkring en juleaften på et luksushotel i Prag, hvor mellemeuropæeren Guy mødes med en muslimsk kvinde, der arbejder i Rusland og medbringer en genmanipuleret ung pige, der udelukkende tjener som sexlegetøj. De udveksler højtflyvende åndfuldheder og Guy beretter om sit forhold til danske Louise Dechert, inden de kaster sig ud i et orgie, hvor sexlegetøjet bruges fuldt ud. Det er en historie, der stritter i mange retninger: hovedsageligt fransk intellektualisme, der kræver en udvidet fremmedordbog for at følge med, og næsten plat porno. Jeg har meget svært ved at få øje på både budskab og målgruppe.