Klog, sjov og altfavnende digtsamling til den filosofiske læser. Et stort sammenhængende system om alting - og en hyldest til Wittgenstein.
Prosalyrisk digtsamling i 9 dele om et menneskes søgen efter en mening i den ydre og indre virkelighed. I løbet af 248 digte af godt og vel en sides længde beretter et digterjeg om byer, motorveje "som høres bedst i vestenvinden", drømme og kærlighed, TV, mennesker og sin søn. Digterjeg'et fortæller anekdoter om og gengiver - ofte fordrejede - citater af bl.a. Prometheus, Jesus, Anders And, Neil Armstrong, Nietzsche og Ludwig Wittgenstein. Især sidstnævnte spiller en central rolle i hele digtsamlingen. I 'Wittgenstein på dødslejet (Sæson 2)" hedder det: "Pludselig rejste han sig halvt op i sengen / og deklamerede med sprukken røst: // Alle mennesker er sin egen / by inde i hovedet; alting sker samtidigt. / Porten til den indre by er... // Derefter døde han (...)".
Digtene er selvironiske og fulde af humor. Rummer samtidig en desillusioneret søgen efter en mening, der ikke lader til at findes - om end der søges højt og lavt i filosofihistorien og populærkulturen.
Digtene er i sig selv et totalsystem, der rummer alle svar; men kun indenfor sine egne kunstige rammer af sprog. Den tydelige, selvbevidste konstruktion af et system - som måske alligevel udsiger noget om verden "derude" - bringer mindelser om fx Inger Christensens systemdigte eller, mere tydeligt med blandingen af høj- og lavkultur, Klaus Høeck.